Vedtægter

§ 1 – Navn og hjemsted

Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er Følle Strands Vandværk a.m.b.a.
Stiftet den 6. marts 1967, udvidet 22. marts 1968 og reorganiseret på generalforsamling den 29. august 1996.
Hjemsted er Syddjurs Kommune.

Tilbage til top ↑

§ 2 – Formål

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med drikkevand til lavest mulige pris, som foruden sædvanlige driftsomkostninger skal dække afskrivninger, fornyelser og vedligeholdelse. Selskabet skal endvidere varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål.

Tilbage til top ↑

§ 3 – Medlemmer

A: Enhver, der har lovlig adkomst til en ejendom i forsyningsområdet, uanset om bebyggelsen er på ejet eller lejet grund, har pligt til at være medlem af selskabet. Dog kun et medlem pr. ejet eller lejet enhed.

B: For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på ejendommen.

Tilbage til top ↑

§ 4 – Medlemmers rettigheder

A: Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Syddjurs Kommune godkendte regulativ.

B: Ved indmeldelse udleveres vedtægter og gældende takstblad.

Tilbage til top ↑

§ 5 – Medlemmers forpligtelser og hæftelser i øvrigt

A: For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.

B: Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag – samt af nærværende vedtægter.

C: Ethvert medlem er ansvarligt for sine eventuelle lejere.

D: Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet – ved dødsfald medlemmets bo – forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.

E: Det er en betingelse for godkendelse af ejerskifte, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.

Tilbage til top ↑

§ 6 – Udtræden af selskabet

Udtræden af selskabet kan kun ske i tilfælde af nedrivning, ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.
I sådanne tilfælde, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

Tilbage til top ↑

§ 7 – Vandforsyning uden medlemskab

Institutioner – som ifølge deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som ifølge særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægternes bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om selskabet og dettes hæftelse.
Det samme gælder distributionsforeninger, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet. Bestyrelsen fastlægger i hvert tilfælde vilkårene for sådanne vandleverencer.

Tilbage til top ↑

§ 8 – Generalforsamling

A: Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
B: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april, inden den 1. maj.
C: Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 21 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem med angivelse af dagsorden, vedlagt regnskab/budget og eventuelle bilag. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 21 dages varsel.
D: Indkaldelsen skal være mærket med navn, og denne er adgangstegn til generalforsamlingen.
E: Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling være formanden i hænde senest den 1. marts.

F: Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Det reviderede regnskab med statsaut., reg. revisorers eller folkevalgte revisorers påtegning forelægges til godkendelse
4. Budget for det kommende år forelægges
5. Indkomne forslag
6a. Valg af formand eller kasserer (skiftevis hvert andet år)
6b. Bestyrelsesmedlemmer (1 eller 2 på valg hvert andet år)
6c. Valg af 2 suppleanter
6d. Valg af statsaut., reg. revisorer eller 2 folkevalgte revisorer.
6e. Hvis der vælges folkevalgte revisorer, valg af en revisorsuppleant.
7. Eventuelt

G: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.
H: Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 20% af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom til formanden, ledsaget af en dagsorden
I: I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af begæringen. Dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.
J: Generalforsamlingens referat underskrives af dirigenten.

Tilbage til top ↑

§ 9 – Stemmeret og afstemninger

A: Hvert medlem har een stemme.
B: Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.
C: Ethvert medlem kan stille forslag om skriftlig afstemning.
D: Vandkøbere (§5) har taleret men ingen stemmeret.
E: Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
F: Vedtagelse af forslaget til vedtægtsændringer skal ske ved simpelt flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger. I en uopsættelig situation kan bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med 21 dages varsel for at opnå 2. vedtagelse.

Tilbage til top ↑

§ 10 – Bestyrelsen

A: Bestyrelsen består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen.
B: Formanden og kassereren vælges direkte på generalforsamlingen – på skift hvert andet år.
C: De 3 resterende bestyrelsesmedlemmer vælges med henholdsvis 1 eller 2 hvert andet år. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
D: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
E: Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse inden for årets budget.
F: Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
G: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
H: Selskabet tegnes af formanden i forening med mindst ét bestyrelsesmedlem.
I: Vederlag til bestyrelsen skal fastlægges i budgettet.
J: Bestyrelsen kan meddele prokura.

Tilbage til top ↑

§ 11 – Regnskab, budget og revision

Selskabets regnskabsår er kalenderåret.
Der kan ikke udbetales overskud eller bonus.
Revision af regnskabet foretages af den generalforsamlingsvalgte revisor.
Årsregnskabet underskrives af statsaut., reg. revisor, eller folkevalgte revisorer og bestyrelsen.

Tilbage til top ↑

§ 12 – Opløsning

Opløsning foregår efter samme regler som vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse.

Tilbage til top ↑

§ 13 – Ikrafttræden

Selskabets vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen den 4. april 2012.
De træder i kraft den 5. april 2012.

Med virkning fra den 1. januar 2012 overtages fra interessentskabet Følle Strands Vandværk samtlige dette selskabs aktiver og passiver i henhold til den for dette selskab foreliggende reviderede og godkendte årsrapport for 2011, hvorefter interessentskabet Følle Strands Vandværk er opløst.

Bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter, der den 4. april 2012 er valgt på generalforsamlingen i interessentskabet Følle Strands Vandværk, indtræder med virkning fra den 4. april 2012 i de tilsvarende funktioner i Følle Strands Vandværk a.m.b.a.

Tilbage til top ↑

Hent vedtægter 2012 her